tirsdag den 26. juni 2012

Fire dejlige år er slut.....

.... men minderne vil altid leve. Elskede Rino, du passerede regnbuebroen torsdag den 21 juni 2012 kl 9.48, men længe inden fik vi den store fornøjelse, at lære dig at kende. Egentligt var det et pudsigt sammen træf der gjorde. Vi havde været på et havedamsbesøg, hvor din´tidligere holdere og hans kæreste også var med. Vi havde Namba med i bilen, og på et tidspunkt kom din holder hen til os og spurgte, om vi ikke ville have dig, ellers ville du blive aflivet. Vores svar var nej, da vi havde Namba, der på dette tidspunkt nærmede sig 10 år. Ugen efter var det din holder, der havde åben have, hvor vi også var med. Under hele det besøg var du lukket i bilen, så vi fik først hilst på dig lige inden vi skulle køre. Med alt den opsparet energi du havde løb du ud til buret, hvor Namba sad og ventede på os. Din far og jeg kiggede bare på hinanden, for der var noget der ikke stemte. Namba var rolig selvom du havde din snude helt op i hendes bur. Det var aldrig sket tidligere. Hun havde altid skabt sig så bilen hoppede og dansede, men ikke med dig. Vi lukkede Namba ud, så I kunne få hilst ordentlig på hinanden, hvilket gik over alt forventning. Da I havde rendt den værste galde af jer lagde I jer pænt ved siden af hinanden på græsset.

Billedet her er fra jers første møde.
Da jeg så, hvordan Namba sagde god for dig, kiggede jeg dig lige mere efter i sømmene, såsom tænder, poter ja i det hele taget den almindelige håndtering. Kors hvor var du tynd under den sure pels. Senere viste det sig, at du kun vejede små 32 kilo. På baggrund af den måde Namba tog dig på, blev min interesse vagt, og vi vidste, at hun kun havde en begrænset tid tilbage, da hun var syg. Vi aftalte, at vi lige ville sove på det for du var jo ikke nogen ung hund længere. Resultatet blev, at vi hentede dig ugen senere. Vi så dig an de første dage, og der fattede jeg mistanke om, at du måske ikke var helt i orden alligevel. Du var udover magre, meget nervøs - ja, nogen kaldte dig ligefrem aggressiv, da du gjorde kraftige udfald mod andre hunde store som små. Desuden ville du ikke berøring med børsten. Det fik mig til at tro, at du var mishandlet, og udsultet. Da jeg ville have børstet din tykke og stinkende pels bed du efter mig, hvorefter du stak af og gemte dig bag din far. Jeg fik fat i dig og fik fortalt dig, at den opførsel ikke kunne tolereres her i huset. Her gik det for alvor op for mig, hvor usikker du var, og hvordan jeg skulle takle dig i fremtiden. Mange sagde, at dig ville vi ikke få en hund ud af, men jeg var klar over at med tid og meget kærlighed kunne vi komme et godt stykke. Desuden knyttede du dig meget hurtigt til Namba, og I var sammen om alt.

Som tiden gik kom I med på mange oplevelser og ferier, men du var stadig meget inde i din egen skal. Egentligt var du kun rigtig afslappet, når du var sammen med Namba

En uge efter vi fik dig hjem, kom din tidligere holder og dennes kæreste på besøg. Ikke om du ville kendes ved dem. Der var jeg sikker på, at du ikke havde haft det helt så godt som du burde. Vi spurgte om han havde fundet ejerskiftepapirerene, som han ikke havde, da vi hentede dig. Det viste sig nemlig, at han slet ikke var din ejer, men kun havde dig gående.

Da vi ikke kan have en hund gående uden regelmæssig ejer er viden om det, havde vi et større arbejde foran os.  På grund af registerloven kunne ingen oplyse os, hvem din ejer var. For pokker da!! Det var jo kun til dit bedste, men det korte af det lange var, at vi skulle på ferie, så hunderigisteret fik vores telefon nummer, hvis du skulle stikke af.


På ferien var du mest tryg, når du kunne få lov til at ligge i bilen. Det fik du naturligvis lov til en del af tiden, og på steder, hvor du kunne få en lang line på fik du det, så kunne du bevæge dig lidt rundt. Namba gik som altid løs, men lå oftest sammen med dig. På et tidspunkt kunne vi ikke finde dig, og hvor havde du gemt dig?? På bilens føresæde. Der sad du meget afslappet og tilfreds og ventede på os.

Noget af det bedste du vidste, var når I kom med ned på stranden, hvor du tog den ene svømmetur efter den anden. Selv om du og Namba havde stærke bånd, så kunne du ikke lokke hende med længere ud en til maven. I var et par dejlige hunde og få med hjem efter sådan en dag ved vandet. Godt våde og fyldt med sand. Det betød, at I ikke fik lov til, at komme ind i huset, før I var spulet med vandslangen, hvilket også var yderst morsomt for dit vedkommende, men ikke for mig - jeg var gennemblødt.




Som tidligere nævnt havde I to meget stærke bånd, hvilket også betød, at I delte ben og andet. En stor knogle kunne I gnave i fra hver sin ende. Hvis I ikke gjorde det, så lå I tæt sammen og tyggede lystig på hver sit.

De eneste hun ikke ville dele med dig var pinde, bolde og lignende. Selv der var du ikke tabt bag en vogn, for du gik i forhandling med hende. Du prøvede med flere rigtig lækre pinde, for du mente, at der måtte være noget der tændte damen, men nej! Til sidst opgav du og sakse indbydende frem og tilbage foran hende, hvorefter Namba opgav at drille dig. Pludselig fandt hun en meget interessant færd og smed bolden og lykkelig var du min dreng, når du sejrsstolt kom løbende med bolden.


Som med bolde havde du en stor kærlighed til plysdyr, som du kunne flænse til atomer på no time, men når indmaden først var ude, så var det bare verdens bedste legetøj, som du slæbte med rundt i huset og i haven i timevis.

Desværre havde du en meget dårlig vane med, at du ikke ville slippe de ting, som du bar. Det var en ting vi to arbejdede meget på, men resultatet var ikke noget, at råbe hurra for. Det lykkedes ind imellem, at få dig til at slippe men langt fra hvergang.


I haven var du en prins, som aldrig ødelage noget, og du tissede kun på græsplænen. Du gøede heller aldrig i haven, men det gjorde du til gengæld ved hoveddøren.


En ting Namba lærte dig, var vores morgen putte ritual. Til at starte med var du nærmest skrækslagen for at komme i soveværelset. Hvad har du været udsat for?? Stille og roligt vænnede du dig til berøring og ikke mindst kæleri. Til sidst kom du selv for at kæle, og du nød det. Så meget at jeg måtte hive jer begge ud af sengen om morgen, så I kunne komme ud og tisse, hvilket godt kunne være langt oppe ad formiddagen.
Nogen gange havde jeg fornemmelsen af, at du lavede rævesøvn. Du kunne kigge på mig, hvorefter du lukkede dine øjne og gemte hovedet mellem poterne. Ja, kunne du ikke se mig, så kunne jeg jo heller ikke se dig. Åh hvor jeg elskede dig for det. Du kunne få mit hjerte blødt som smør.


Ikke nok med at I delte bord og seng, så ville I også gerne være i samme bur selv om der dårligt var plads til jer begge.


Det var ikke uden grund, at I blev kaldt hjerte hundene, for I var altid sammen både ude og inde.


Jeres sidste sommer sammen var I med på endnu en tur. Vi tilbragte meget tid i Sverige, hvor vi gik mange ture i skovene omkring campingpladsen. Det var noget I begge nød. I nød også, at komme med på udflugt som High Chapperal, en western by med cowboy og indianer. Som alle drenge syntes dine menneske søskende, at du naturligvis også skulle have en cowboy hat. Se, er du ikke fin??


Du nød de mange dejlige ture, som vi af og til selv gik, når vi var i Sverige.


Namba ventede dagligt på posten, der hver dag havde noget med til jer. Selv om du fik post, var du noget tilbageholdende over for hende. Mon du også har haft en dårlig oplevelse her??


Rino, da vi overtog dig havde du ikke fået ordentligt mad i lang tid, hvis du da havde fået noget? Det skulle du ikke opleve her. Den første lille måned stod din kost på tørfoder, men af en godt kvalitet, derefter kom du over på BARF. Lækkert kød og mange rå kødben gjorde, at du tog hurtig på i vægt. Du begyndte at få fylde på dine meget synlige knogler. Det pyntede gevaldigt, at du også skiftede pels. Du lugtede ikke længere, du fik gladere øjne, og dine benstammer rettede sig lidt så du kom lidt højere op og stå. Alt i alt blev du en rigtig flot fyr, der tog pænt på i vægt.


Da Namba i januar 11 stadig mistede muskelmasse på grund af medicin kom I begge til svømning. Det nød du rigtig godt af, og du fik stadig flere muskler særlig i forparten. Det gjorde at du alt i alt tog 12 kilo på fra dengang vi hentede dig. Det siger ikke så lidt.


Da Namba for alvor blev syg og svag, havde du en meget stor interesse for hendes ene lår. 14 dage senere viste det sig, at du havde vist, at der var noget grimt på færde. Hun fik på rekord tid nogle meget grimme sår, der efterlod en krater på størrelse med en femkrone. De veg ikke fra hendes side i den periode. flyttede hun sig to meter, ja så flyttede du dig to meter. Du udviste så rørende en omsorg for hende. Da vi blev klar over, at hun ikke kunne reddes, og hun blev aflivet i marts 11, da gik du helt i sort. Du virkede som om det hele kunne være ligemeget, ville ikke spise og lå bare apatisk hen. Det blev så slemt, at jeg kontaktede dyrlægen, som syntes vi skulle give dig en lillebror så hurtig som muligt.
Det blev Danny. Han blev født tre dage før din store sorg, så det var længe at vente. Du fandt dog langsom en ny hverdag som alene hund, men du savnede en kammerat.  Det sjove med dig var, at du begyndte at gøre de ting, som Namba altid havde gjort. Den 4 maj flyttede Danny hjem til os. Det var som om du blev født på ny, da du så ham og sikke en kærlig modtagelse du gav ham. Du fulgte ham rundt i huset, og ude i haven. Ja du lod ham ikke ude af syne og I blev meget hurtig venner.


Flere gange korrigerede du ham på en rigtig sød og forsigtig måde med poten.


Du brugte mange timer på leg sammen med Danny. Til tider blev det dog for meget for dig, og vi skilte jer ad, så du kunne få lidt fred. Tit varede det ikke længe før du igen opsøgte Danny til nye narrestreger.



Når du ikke altid gik med ham, havde du gerne et øje på, hvor han var.


I skoven hyggede I jer rigtig, og du opfordrede tit til tagfat.


Men det bedste var dog alligevel stranden, hvor du fik Danny med ud og svømme. I var to meget trætte drenge vi havde med hjem derfra.



Engang imellem syntes du også, at det var rart med menneske kontakt, som du lærte at holde af, selv om det tog meget lang tid, nok de meste af et år. Tit ville jeg ønske, at du kunne fortælle mig, hvad der var sket i din fortid, da der var ting som jeg ikke forstod.


Du var nu så tilfreds med tilværelsen, at kunne du bare være i nærheden af os, så forlangte du ikke mere. Derfor var I begge med på en længere tur til Italien, hvor I blandt andet var med i Venedig. På campingpladsen havde du ingen problemer med at slappe af trods varmen. Vi fortsatte dog hurtig nordpå igen, da vi syntes det var for meget uro til os.


Under hele ferien fik I stadig jeres BARF, og I fik også lækre guffer, som I kunne hygge jer med hver især.


Ret tidligt i dit liv hos os, havde vi mistanke om, at du måske havde været mishandlet, og da du efter et års tid stadig ikke rigtig trådte ordentligt på din højre bagben fik vi dig røntgenfotograferet. Billedet viste en begyndende spondylose, men desværre også en rygmarvforsnævring. Den forsnævring kunne sagtens give dig de problemer med dit bagben, men fratog ikke min mistanke om, at du havde været mishandlet. Du havde nogle psykiske ar, som jeg ikke rigtig kunne dreje.


I november 2011 fik du et kollaps i bagparten. Du slingrede og kunne ikke styre dine bevægelser. Åh gud, hvor jeg tudede. Jeg kunne slet ikke bære, at du skulle følge Namba allerede, så jeg kontaktede Lone, din ledmanipulatør. Hun fik dig på benene igen, og du havde det godt i nogle måneder.

På samme tidspunkt blev jeg via facebook kontaktet at en pige, der havde boet sammen med din holde. Hun ville meget gerne hilse på dig en sidste gang. Det fik hun lov til, og under hendes besøg kom der mange ting frem, der fik nogle brikker til at falde på plads. Mine bange anelser om mishandling holdt stik.

Mandag den 18 juni, da jeg kom hjem fra et sygebesøg og havde sat mig godt til rette, stod du lige pludselig på en meget underlig måde med hovedet dinglende fra side til side. Jeg ved ikke hvor langt tid du stod sådan - sekunder eller et minut?? Bagefter kunne du ikke gå på dine forben.



Det var tydeligt at du havde voldsomme smerter i benene, og samtidig var din harepote sunket længere ned. Da jeg stadig havde et apotek liggende fra Namba gav jeg dig smertestillende i håb om det ville hjælpe dig. Da vi skulle ud for natten, haltede du knap så meget, men for pokker hvor du slingrede med bagparten.

Tirsdag morgen ringede jeg til din dyrlæge, som syntes, at vi skulle give dig smertestillende dagen igennem for at se om det blev bedre. Selv om du fik max dosis havde du det bestemt ikke godt.

Onsdag på dyrlægens fridag, tog jeg beslutningen om, at du skulle have lov til at passere regnbuebroen. Du havde det dog lidt bedre, og dit ønske var at komme ud i bilen og ligge. Selvom du havde ondt kunne du selv springe ind i bilen, hvor du bare lå med tomme og fjerne øjne. Du virkede som om, du befandt dig i en helt anden verden, men det virkede også som om du nød jeg sad og kælede med dig. Da Danny blev lukket ud, sprang han ind til dig i buret, hvor han slikkede dig meget forsigtig. For pokker det var rørende, og du gav ham som altid plads.

Det lykkedes at få dig ud i haven og tisse, men bentøjet ville ikke rigtig som du ville. Du lagde dig ned, hvor du en stund hyggede dig med et ben - det sidste ben.

Torsdag morgen var en meget trist dag for os, men sikkert en kæmpe befrielse for dig skat. Billedet herunder er lige før du får den kraftige bedøvelse. Dit blik er tomt selv om du stadig kunne spise guffer.

Efter bedøvelsen begyndte at virke slingerede du hen til din far, hvor du dejsede om på hans ben. Du var nu ved at sige farvel min dreng.


Åh Rino!! Det er forfærdeligt, og tårene løb ned af vore kinder, men du har det godt nu.

Elskede dreng, et sidste knus.

Efter du havde forladt denne verden, tillod jeg mig, at tage en hårtot fra dig, men for pokker, hvor var det svært, men jeg ønskede at beholde lidt fra dig udover en række dejlige minder.

Kære Rino, du skal vide, at vi og Danny sørger meget over dig. Danny ville ikke spise i fire dage, ikke leget selv om han fik nyt legetøj. I det hele taget lå han bare stille. Danny og jeg tog op til Sverige, hvor jeg håbede, at jeres dejlige ven Jack kunne sætte lidt fut i ham. Det lykkedes også lidt - kun til vi var hjemme, så var han igen trist. I skrivende stund har han spist et godt måltid, og er så småt også begyndt og tage initiativ til leg.

Jeg håber af hele mit hjerte, at vi kunne tilfredsstille dig på en måde, som du ønskede. Jeg fik fortalt, hvordan du blev sultet, tørstet, sparket, råbt af og var lukket inde i en bil i mange timer hverdag. Den sociale del havde lidt overlast, men for os og mange andre blev du en rigtig dejlig og tillidsfuld hund, som vil være savnet for altid.

R.I.P
Greve Torino <3





8 kommentarer:

  1. Sikke dog en smuk nekrolog du har skrevet om vores gode ven Grev Rino.
    Vi er meget taksamme for alle de fantastiske timer/dage vi har fået lov at tilbringe sammen med ham/jer.
    Indrømmer at vi havde stor respekt for ham i begyndelsen, men var også helt sikre på at kunne nogen få en god hund ud af det ADHD "bæst"der jo nærmest løb på væggene - så var det dig - og må sige det lykkedes over al forventning :-) han blev den kærligste hund man kan tænke sig:-) og tage R.... på sin mor kunne han også mere end een gang(udspekulerede rad-griner højt), så blev der jo også bedre plads til ham i sengen.
    R.I.P. kære Greve - og ære være dit minde.
    Dine gode venner Bjarne,Vivi og ikke mindst Mathias. Du vil altid være i vores hjerter.

    SvarSlet
  2. Kære Katy. Hvor er det en enestående smuk beretning, og hvor er dine hunde heldige at de er endt hos dig og din familie. Bedre hundeliv kan umuligt findes.

    Jeg er sikker på der findes en hundehimmel hvor Rino og Namba nu har genfundet hinanden :o)

    SvarSlet
  3. Smukt smukt, jeg har tårer i øjnene nu, tak for den smukke historie om Rinos liv hos jer.
    Kh
    Lisbeth

    SvarSlet
  4. Tak venner,

    Det her var en måde for mig, at forstå, at en epoke er slut og en ny er på vej. Det har været hårdt og skrive, og mange stille tårer er trillet ned ad mine kinder. Det er endnu er bevis for den enorme kærlighed jeg har til mine hunde, hunde der har fået lov til at være hunde på godt og ondt.

    SvarSlet
  5. Det var helt tilfældigt,jeg faldt over din side,og læste dine dejlige hunde.Hvor er det dog smukt skrevet,og hvor jeg føler med dig,og hvor er det dejligt at der findes menesker som dig.Håber at I får mange gode år med Danny.K.H en anden hundeven.Lone

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Lone
      Tak for din søde hilsen. Det er hårdt at sige farvel til en kær ven. Det er gjort med god samvittighed, vel viden, at vi har gjort alt for den dejlige dreng, og han har haft det skønt her i familien.

      Slet
  6. Kære Katy. Sikke dog et dejligt liv du / I har givet jeres hunde. Sidder med en meget stor klump i halsen og kan ikke holde ud at læse det sidste lige nu, da jeg sidder på arbejde og ikke vil begynde at tude nu. Føler så meget med jer, for det er en meget svær beslutning at tage.
    Er sikker på de har det godt i hundehimlen nu !!!
    Elsker også min hund helt ubeskriveligt højt. Men det er dejligt for man får så meget igen.. Godt I har en dejlig hund tilbage, som kan modtage al jeres kærlighed.
    KH Lena

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Lena.
      Det er altid svært, at tage sådan en beslutning, men med de smerter Rino havde i forbenene og den tiltagende lammelse i bagparten, var beslutningen nem men hård.
      Han kunne måske godt være rettet endnu engang og så have fået en uge mere, men til glæde for hvem?? Hver gang han slingrede eller ikke kunne flytte forbenene, så sad mit hjerte helt oppe i halsen og tårerne pressede på. Det var nogle helvedes dag fra mandag aften til jeg tog beslutningen onsdag.
      Ja, jeg er utrolig glad for at jeg har min elskede Danny, som jeg nu får endnu mere tid til. Ikke at forstå sådan, at jeg ikke havde det før, for det havde jeg, men to hun de ER dobbelt arbejde og motion.
      Men jeg savner min gamle dreng enormt og her er meget tomt.

      Slet

Det er så hyggeligt, når du besøger min blog. Læg gerne en lille kommentar, så jeg kan se, at du har været her :-)